En kongelig arbejdsplads

Eleverne besøger De Kongelige Repræsentationslokaler, hvor de lærer om Christiansborg Slot som aktiv arbejdsplads for Kongehuset, og oplever vigtigheden af lokalernes layout, præsentation og dekorationer.

Historisk baggrund

Christiansborg Slot huser magtens trepart lige i hjertet af København.

Slottet rummer fortællinger fra skiftende tider; både socialt og politisk, som afspejles i slottets arkitektur, udsmykning og genstande. Fra rokokoens pragt i den kongelige ridebane til klassicismens ro og mådehold i Slotskirken og helt frem til det nuværende Christiansborg går man på opdagelse i fortællinger om magt, pragt og på en kongelig arbejdsplads.

Det nuværende Christiansborg er det tredje i rækken, efter dets forgængere brændte ned. I dag er Christiansborg Slot sæde for Folketinget og Højesteret, mens en del af slottet huser de kongelige repræsentationslokaler, der danner rammen for regentens officielle arrangementer.

Første Christiansborg blev opført som kongelig residens af Christian 6., som erstatning for det trange og umoderne Københavns Slot. Kongen flyttede ind i 1740, og i 50 år var det her, det danske hof havde deres daglige liv. Det første Christiansborg var et storslået rokokopalads med et imponerende ridebaneanlæg, kun dette stod tilbage efter branden, og kan stadig ses i dag.

Andet Christiansborg blev bygget i en meget anderledes tidsperiode; efter den franske revolution var der ikke samme interesse for storslåede kongeslotte, og en række uheldige begivenheder for Danmark forsinkede byggeriet og budgettet yderligere. Derfor blev det en simplere bygning i klassicismens tegn. Det var indflytningsklart i 1828. Desværre skulle der kun gå 56 år, før slottet igen stod i brand.

Efter branden i 1884 stod Christiansborg Slot overfor endnu et stort socialt og politisk skifte; der var nu indført demokrati, og derfor var der mange forskellige holdninger til slottets udformning. Opførelsen begyndte endelig i 1906, 20 år efter branden.

Tredje Christiansborg er udført i nybarok med detaljer og indretning, der understreger slottets betydning som magtcentrum i riget. Det nuværende slot er et resultat og sammensurium af de tidligere slottes genstande og indretning.

Program

  • Velkomst og introduktion til slottet
  • Kongetrappen og de tre Christiansborge
  • Tårngalleriet & Tårnsalen
  • Tronsalen & Fredensborgsalen
  • Fløjlsgemakket & Hjørnegemakket
  • Riddersalen & Gobelinerne
  • Taffelsalen
  • Kongens Håndbibliotek
  • Alexandersalen

Før besøget

Gennemgå programmet med eleverne på forhånd.

I kan med fordel gennemgå følgende emner inden jeres besøg:

  • Magtens tredeling
  • Styreformer i Danmark 1660-i dag
  • Kongelige begivenheder (fx kongelig Galla eller Taffel)

Praktisk information

Pris: 700 kr. for 60 minutter

Antal: Op til 28 elever og 2 voksne

Klassetrin: Fra daginstitutioner til videregående uddannelser.
Indholdet tilpasses holdets niveau.

Fag: Historie, Dansk, Samfundsfag

Læringsmål

Eleverne skal:

  • Opnå viden og forståelse for brugen af den kongelige arbejdsplads på Christiansborg (Historie, Samfundsfag)
  • Opnå indblik i kongelige traditioner og ceremonier (Historie)
    Beskrive stemning, indretning, oplevelse og detaljer i de kongelige lokaler (Dansk)
  • Opnå indsigt i forskelle og ligheder mellem nutidig og fortidig brug af kongelige repræsentationslokaler (Historie, Samfundsfag)

Booking og spørgsmål

For booking, udfyld formularen.

For spørgsmål, kontakt os venligst på [email protected]