Dronning Lovisa
Dronning Lovisa var født som svensk-norsk prinsesse, men blev gift ind i den danske kongefamilie. Hun blev mor til 8 børn og havde blandt andet en stor smykkesamling, som hun testamenterede til den til enhver tid siddende dronning af Danmark.
Den svensk-norske prinsesse, som blev dansk
Lovisa Josefina Eugenia var datter af den svensk-norske konge Karl 15. og dronning Louise. Hun var kongeparrets eneste overlevende barn, da hendes bror Carl Oscar døde som lille. Lovisa voksede derfor op som enebarn i den svenske kongefamilie. I den svenske tronfølgelov var der på det tidspunkt ikke kvindelig arvefølge, så Lovisa kunne ikke arve tronen i Sverige-Norge og blive regerende dronning. Hun blev derfor gift med den danske kronprins, Frederik (8.), som var søn af Christian 9. og Dronning Louise – Europas svigerforældre. Der var et ønske om at styrke båndene mellem de nordiske lande med en kongelig ægteskabelig forbindelse, og det blev realiseret via dette ægteskab. I skandinavistiske kredse anså man ægteskabet, som en trædesten mod en samling af Norge, Sverige og Danmark under en krone.
Kongelig mor og opdrager
Med ægteskabet blev Lovisa kronprinsesse af Danmark og den titel bar hun de følgende 37 år. I den lange periode blev Lovisa blandt andet mor til 8 børn. Hendes ældste søn blev den senere Christian 10. af Danmark og hendes anden søn, Carl, blev valgt som konge af Norge i 1905, efter landets løsrivelse fra Sverige. Lovisa var selv involveret i opdragelsen af sine børn og hun var meget disciplineret og religiøst præget. Derudover antog hun en borgerlig konservativ tilgang til livet og kvindens rolle i familien.
Popularitet og upopularitet
I fin tråd med hendes kristne overbevisning var filantropi også et af Lovisas fokuspunkter i sit liv. Hun var meget engageret i socialt arbejde både i sine år som kronprinsesse, dronning og enkedronning, hvilket også gjorde hende afholdt i befolkningen. Under 1. verdenskrig var hun selv med til at sy til Røde Kors’ hospitaler for sårede soldater. Internt i kongefamilien havde hun dog svære kår. Hun var hverken vellidt af sin svigermor dronning Louise eller svigerinderne storfyrstinde Dagmar og Pprinsesse Alexandra, der betragtede hende som klodset og grov. Imidlertid var hendes forhold til sin husbond, Frederik (8.), kærligt.
Smykker til den danske dronning
Dronning Lovisa har sat sit aftryk i det danske kongehus særligt via de mange smykker, hun bragte med sig fra Sverige til Danmark. Hun skabte Det Kongelige Løsørefideikommis i 1910, som er en samling af hendes smykker, der bliver stillet til rådighed for den til enhver tid siddende dronning af Danmark. I dag bruges flere af de smykker stadig – fx perle-poire-sættet, som H.M. Dronning Margrethe 2. ofte bar, og som H. M. Dronning Mary også allerede har båret.