Kongetrappen
Ved kongelige begivenheder møder gæsterne traditionelt Hofmarskallen for enden af slottets fornemmeste trappe, Kongetrappen.
I Taffelsalen har bordet plads til 52 spisende gæster, men det bliver dog primært anvendt som anretterbord, når der er gallamiddag i Riddersalen.
Langbord af trappetrin
Da flammerne på ubarmhjertig vis var i gang med at fortære Christiansborg Slot om eftermiddagen 3. oktober 1884, blev trin og gelænder fra Kongetrappen reddet ud i hast. Trappen var nemlig lavet af det fineste mahognitræ. Den smukke trappe kan i dag ses i Taffelsalen, hvor den er blevet omdannet til et stort langbord.
Trinene blev stykket sammen til et mægtigt bord, og gelænderne blev inkorporeret under bordet som elegante fodstøtter. Bordet har plads til 52 spisende gæster, men det bliver dog primært anvendt som anretterbord, når der er gallamiddag i Riddersalen.
Lysekronerne, der spejler sig i bordet
Under corona-pandemien blev Taffelsalen benyttet til statsråd, da der er mere plads om det store bord, så det var muligt at respektere ordentlig afstand mellem rådets involverede.
Over det store bord hænger to prismelysekroner fra 1800-tallet. De stammer fra Det Kongelige Slot i Oslo og kaster glans over mahognibordet og salen.