Hemmelighedsfulde ruiner
Eleverne går på opdagelse i 850 års historie om magt, politik og bebyggelse. Vi rejser frem og tilbage i tiden og ser nærmere på sporene af både Absalons borg, Københavns Slot og de to første versioner af Christiansborg.
Historisk baggrund
Forløbet tager udgangspunkt i Absalons Borg, der blev grundlagt til beskyttelse af handelspladsen Havn, senere København. Borgen blev aldrig erobret i Absalons levetid, og i 1182 testamenterede han den til Roskilde bispestol til evigt eje. Siden da, og indtil borgen blev erobret og revet ned i 1369, spillede den en vigtig rolle i århundreders magtkampe.
De bedste spor vi har fra Absalons tid, er resterne af ringmuren, en middelalderlig bageovn, fundamentet for nogle huse, borgens brønde og et enkelt relativt velbevaret vagttårn.
Fra det senere Københavns Slot kan vi stadig se fundamentet til det berømte Blåtårn, hvor Leonora Christina sad fængslet i mere end 21 år. Københavns Slot blev opført i årene efter nedrivningen af Absalons borg. Som Absalon havde testamenteret, var det stadig Roskildes biskopper, der havde ejendomsretten til borgen. Dette sluttede dog i 1417, da Erik af Pommern tiltog sig borgen.
Fra midten af 1400-tallet var Københavns Slot kongelig residens og centrum for regeringen. Over de næste par hundrede år blev slottet udvidet og ombygget, senest i starten af 1700-tallet, hvor Frederik 4. stod for en så gennemgribende ombygning, at fundamentet begyndte at svigte.
Ombygningen blev igangsat, da slottet på dette tidspunkt var lidt af en ”pinlighed”. Det kunne ikke måle sig med de fyrstelige boliger, man så andre steder i Europa. Voldgraven blev fyldt, og slottet blev ”rettet ud” til en mere kantet og moderne form.
Slottet stod færdigt i 1728, men blev så trangt, tungt og mørkt, at Christian 6. valgte at rive det hele ned blot to år senere, og påbegynde opførelsen af det første Christiansborg.
Program
- Velkomst og introduktion til ruinerne
- Absalons borg, Slotsholmen i middelalderen
- Byggeteknik og forsvar
- Københavns Slot
- Blåtårn og Leonora Christina
- Det første Christiansborg
- Grundstenen til det nyeste Christiansborg og afslutning på dagens forløb
Praktisk information
Pris: 700 kr. for 60 minutter
Antal: Op til 28 elever og 2 voksne
Klassetrin: Fra indskoling til videregående uddannelser.
Indholdet tilpasses holdets niveau.
Fag: Historie, Dansk
Læringsmål
Eleverne skal:
- Have viden om Christiansborgs ruiner med fokus på spor/arkæologiske fund fra de tidligere slotte og borge (Historie)
- Opnå kendskab til kanonpunktet Absalon (Historie)
- Have forståelse for historiske perioders forandringer, levevilkår og samfundsstrukturer (Historie)
- Deltage i dialog om magtens centrum på tværs af tid, og arbejde med kommunikation og perspektivering (Dansk / Historie)
- Arbejde med kildeforståelse, materiel kultur og kildekritik (Historie)
Booking og spørgsmål
For booking, udfyld formularen.
For spørgsmål, kontakt os venligst på [email protected]