Vævede mesterværker
Oplev nogle af Danmarks mest markante gobeliner og billedvævninger. Værker, der gennem mere end 550 år har vævet sig ind i både magten og folkets historie.
22 enestående værker bringer tråde, farver og fortællinger til live.
En rejse bagud i tid
Fra samtidens nyeste billedvævninger til senmiddelalderens monumentale mesterværker. Undervejs undersøges værkernes særlige evne til at fortælle historier om magt, tro, identitet og hverdagsliv, og hvordan materialer, teknikker og motiver ændrer sig i samspil med samfundets udvikling.
Udstillingen, der præsenterer mesterværker, der befinder sig i Danmark, udforsker billedvævningens mange roller og betydninger. Fra kostbare prestigeobjekter forbeholdt kongehus og adel til det 20. århundredes mere abstrakte, fortællende og folkelige kunstform. Helt op til i dag, hvor samtidens vævninger, tager håndværket op igen, og hvor tradition fortolkes og fornyes.
Én ting forbliver den samme: tiden, håndværket og ekstravagancen, der er vævet ind i hvert eneste værk.
Et kunstnerisk og håndværksmæssigt højdepunkt
"Vævede mesterværker" er en hyldest til det ekstraordinære håndværk, som gobeliner og billedvævninger er. Hvert værk forudsætter ikke alene omhyggelighed og tid, men også dyb indsigt i materialer, tradition og kunstnerisk fortolkning.
Det tager omkring ét år for en professionel væver at fremstille blot én kvadratmeter. Netop derfor har gobeliner og billedvævninger gennem historien været forbundet med noget af det ypperligste, mennesket har skabt.
Udstillingen præsenterer værker af både danske og internationale kunstnere
Martin Erik Andersen
Kirstine Roepstorff
Olivia Rode Hvass
Grayson Perry
Naja Salto
Bjørn Nørgaard
Ragna Braase
Inge Bjørn
Anna Thommesen
Grete Balle
Asger Jorn og Pierre Wemaëre
Jean Jacques Deyrolle
Henri Matisse
Joakim Skovgaard
Carl Larsson
François Boucher
Charles Le Brun
Derudover vises sjældent sete værker fra Den Kongelige Samlings egne samlinger: herunder dele af de persiske tapeter, et fornemt kroningstæppe og et af de berømte Rosenborgtapeter.
Mod slutningen af udstillingen vises et af de imponerende Kronborgtapeter samt det enestående såkaldte Dommertæppe fra senmiddelalderen - begge fornemme indlån fra museer i Danmark.
Værkbilleder
Deltag i en række arrangementer, der uddyber og perspektiverer udstillingen
Gennem KGL Akademi, Slowlooking, Walk’n’Talks, koncerter, væveworkshops og særlige temaarrangementer inviterer vi til fordybelse i både kunst, håndværk og historie.
Du kan blandt andet komme tæt på mesterværkerne i samtaler med kunstnere og fagfolk, møde kurator og udstillingsdesigner bag udstillingen, opleve musikalske fortolkninger af værkerne og deltage i Gobelin Festivalen.
En gobelin var oprindeligt betegnelsen for en billedvævning fremstillet på den franske kongelige fabrik Manufacture des Gobelins i Paris.
Gobelinfabrikken blev grundlagt i 1663 i Gobelin-familiens tidligere farveværksteder og udviklede sig hurtigt, under Solkongen Louis 14. til et europæisk centrum for billedvævningens kunst.
Her blev billedvævninger af højeste håndværksmæssige kvalitet skabt til udsmykning af de franske kongers slotte og senere også anvendt som diplomatiske gaver til fyrster og adelige i hele Europa. Og sådan fandt de også vej til Danmark.
I dag bruges ordet gobelin ofte som fællesbetegnelse for billedvævninger generelt, uanset hvor de er vævet. Denne brede brug af ordet gobelin vidner om gobelinfabrikkens store betydning i billedvævningens historie.
Nyhedsbrev
Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag alle vores spændende events direkte i din indbakke
Ved tilmelding accepterer du, at Koldinghus må sende dig nyhedsbreve og behandle dine oplysninger i overensstemmelse med vores Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig via linket i mailen.