Kongebarn - I skole med Christian 4.
Eleverne gør sig gennem leg og samarbejdsopgaver fortjent til at gå i skole med prins Christian (4.) på Koldinghus. Undervejs får de fortællinger om fortidens kongebørn og øver færdigheder inden for en bred vifte af fag.
Historisk baggrund
Forløbet tager udgangspunkt i udstillingen Kongebarn, der fortæller historien om opdragelse, skole, leg og familie for kongebørn gennem tiden.
Hør bl.a. om Christian 4.s lange skoledag, Leonora Christina, der måtte slå sine søstre, Frederik 6., som blev opdraget af en hund og et børnehjemsbarn samt Frederik 7., som aldrig så sin mor, men måtte lege fødselsdagssøslag og fik en finger skudt af.
Program
- Velkomst og gennemgang af program
- Instruktion i at gå og stå rigtigt
- Leg og samarbejdsopgaver, der giver kongemærker som belønning, bl.a.:
- Læg Frederik 7.s barndomsbilleder i rækkefølge
- Hold krigsskibene uden for kanonernes rækkevidde
- Få styr på tiden i Christian 4.s skoledag
- Kæmp om maden med Frederik 6.
- Knæk Leonora Christinas hemmelige kode
- Saml det dyre Flora Danica Stel
- Lær etikette med kåbe og krone
- Gæt en genstand
- Afslutning: Har eleverne optjent kongemærker nok til at få et diplom?
Praktisk information
Pris og varighed: 995 kr. for 2 timer | Gratis for skoler inden for Kolding Kommunes geografiske område
Antal: Op til 28 elever og 2 voksne pr. booking
Klassetrin: 4.-6. klasse
Fag: Dansk, historie, idræt, matematik og kristendomskundskab
Læringsmål:
Eleverne skal:
- Indgå i dialog i mindre grupper og lytte aktivt til andre (dansk)
- Løse kodesprog, aflæse ure og samle puslespil i fællesskab (dansk og matematik)
- Udvise ansvar og samarbejdsevne i lege (idræt)
- Opnå viden om bibelske fortællingers udtryk og kongers brug af disse (kristendomskundskab)
- Aflæse historiske kilder i form af billeder og genstande samt have kendskab til kanonpunktet Christian 4. (historie)
Booking og spørgsmål
For spørgsmål og yderligere information kontakt Undervisningschef på Koldinghus, Rasmus Welling på [email protected] eller tlf. 4880 3070