✩ 24. december 1879 ✝ 28. december 1952 ♔ 1912-1947

Dronning Alexandrine

Beskeden, kreativ og familiens anker

Alexandrine Auguste af Mecklenburg-Schwerin blev født som ældste barn af Storhertug Friedrich Franz 3. og den russiskfødte Storfyrstinde Anastasia Mikhajlovna.

Alexandrine blev født 24. december 1879 og blev opdraget i et kosmopolitisk miljø præget af moderens fyrstelige baggrund. Fra barnsben lærte Alexandrine at begå sig på den internationale scene i Rusland, Mecklenburg og ved andre hoffer rundt om i Europa. Hun talte fra en ung alder både fransk, tysk og engelsk. 

Opvokset i Frankrig og Tyskland 


Desværre var faderens helbred svækket, og derfor opholdt Storhertugparret sig i lange perioder i Sydfrankrig, hvor de ejede en villa i Cannes på den franske riviera. 

Alexandrines barn-og ungdom blev således delt mellem somrene i Mecklenburg og resten af året i Cannes, hvor der var et rigt selskabsliv. I slutningen af 1800-tallet blev det behagelige klima på den sydfranske riviera nemlig et trækplaster for den europæiske elite, som her nød vejret og selskabeligheden. Storhertugfamilien dyrkede efter engelsk forbillede friluftslivet og især golf og sejlsport, der blev udfoldet på både Middelhavet og i Østersøen. Musikken var også en vigtig del af Alexandrines liv, og hun spillede klaver på højt niveau fra en tidlig alder. Men trods den fyrstelige opvækst forblev Alexandrine alle dage et meget privat menneske, der foretrak det stille liv på afstand af den selskabelighed og livsførelse, som havde sat scenen for hendes barndom og ungdomsliv. 

Alexandrine og danskerne 


I marts 1897 mødte Alexandrine den danske prins Christian (10.) i Cannes, og allerede måneden efter blev 17-årige Alexandrine og 27-årige Christian forlovet. Kort efter forlovelsen døde Alexandrines far, og han var derfor ikke med, da parret blev gift 26. april 1898 i Alexandrines forældres villa i Cannes. Efter vielsen flyttede parret i første omgang ind på Sorgenfri Slot i Lyngby, mens deres fremtidige hjem, Christian VIII’s Palæ på Amalienborg i København (selvsamme palæ, som i dag danner rammen om Amalienborgmuseet), undergik en tiltrængt renovering. 

 

Soldatens modvægt

Allerede i marts 1899 blev Alexandrine og Christian forældre til deres første søn, Prins Frederik (9.), og året efter kom Prins Knud til verden. I hjemmet var Alexandrines tilstedeværelse helt afgørende for sønnerne. Det var hende, der havde overblikket i hverdagen, og hun er ofte blevet beskrevet som en modvægt til sin mand, der var “soldat med liv og sjæl”. 

Musikken var til stadighed en uundværlig del af Alexandrines tilværelse og dermed en fast del af familielivet. Hendes interesse for musik blev med tiden givet videre til sønnen Frederik (9.), der også fik en livslang passion for musikken. Alexandrine var også et kreativt menneske. Hun var meget flittig med forskellige typer af håndarbejde og var en ivrig fotograf, selvom hun absolut ikke brød sig om selv at blive fotograferet. Du kan selv gå på opdagelse og se mange af Dronning Alexandrines private fotografier her. 

Dronning under to verdenskrige

I 1912 døde Frederik 8. Christian 10. og Alexandrine blev dermed Danmarks nye kongepar, hvilket de var helt frem til Christian 10.s død i 1947. Parrets regentperiode strakte sig over to verdenskrige, og under 2. Verdenskrig blev Danmark besat af Tyskland, hvilket ikke umiddelbart var optimalt for den tyskfødte dronning. Ikke desto mindre blev Dronning Alexandrine en samlende figur for nationen ved sin mands side under 2. Verdenskrig.

Da Christian 10. døde i 1947, ønskede Alexandrine stadig at blive tituleret som dronning – fremfor for enkedronning – og hun passede fortsat sine protektioner og velgørenhed med stor ihærdighed. Blandt andet inviterede hun hvert år københavnske børn på sommerferie på Marselisborg Slot, der var blevet opført til Kongeparret som folkegave.  

I julen 1952 fik Alexandrine endnu engang konstateret tarmslyng, og denne gang lykkedes det ikke at operere hende. Hun døde 28. december 1952, 73 år gammel. 
Alexandrine er gravsat ved siden af sin mand i Glücksborgernes Kapel i Roskilde Domkirke. 

Christian 10. og Dronning Alexandrine
Christian 10. og Dronning Alexandrine
Dronning Alexandrines kørekort og briller
Dronning Alexandrines kørekort